
Om #NoFiSouls
Workshoppen startede som et pilot-projekt tilbage i efteråret 2021. Efter første afprøvning tog projektet for alvor fart - og nu har knap 200 elever prøvet kræfter med #NoFiSouls. Læs mere om projektet og workshoppen herunder.

No Filter Society
Fremtiden Banker På
Brevet fra Trinity

Workshoppens narrative ramme
I året 2072 kæmper oprørsgruppen No Filter Society, også kendt som #NoFiSouls, som de sidste mennesker mod den overlegne kunstige intelligens kaldet “Superclusteret,” som i fremtiden har kontrollen og magten i samfundet.
Forblændet af teknologiens potentialer og løfter om et bedre liv vendte mennesket det blinde øje til teknologiens fremmarch og anvendte den ukritisk og ureflekteret. Det resulterede i, at mennesket faldt i et ormehuller af snaps, posts og likes og blev fanget i superclusterets net.
I et sidste desperat forsøg på at skabe forandring lykkedes det Trinity Morpheus, leder af #NoFiSouls, at oprette en digital port tilbage til vores tid. Eleverne bliver kontaktet af Trinity, som opfordrer eleverne til at oprette deres egen lokale fraktion af #NoFiSouls. Elevernes rolle bliver at hjælpe Trinity med at afmaskere de sociale medier ved at identificere centrale problematikker og utilsigtede konsekvenser ved brugen af dem.
Gennem analysen og konsekvensvurderingen af medierne skal eleverne formulere dogmer og redesigne de sociale medier, således at der skabes konkrete løsningsforslag til at ændre de sociale medier i de brugssituationer, der ikke er hensigtsmæssige.
Afslutningsvis ønsker Trinity, at eleverne får spredt budskabet, således at Superclusterets ødelæggelser aldrig bliver en realitet.
Brobygning mellem forskning og praksis

Forskningsprojektet
#NoFiSouls workshoppen er udviklet med udgangspunkt i forskningstilgangen Design-Based Research (DBR), der skaber ny viden ved at udvikle, afprøve og forbedre læring i konteksten gennem udvikling af didaktiske design. Når man arbejder med DBR-tilgangen anerkendes vigtigheden i at inddrage deltagere fra praksis i udviklingsprocessen, således at vi igennem iterationerne og videreudviklingen af workshoppen kan skærpe undervisningsforløbet. I forløbet har lærerne i testklasserne derfor spillet en helt afgørende og central rolle i udviklingen og tilpasningen af workshoppen.
#NoFiSouls er blevet afprøvet på 7 forskellige 6.-7. klasser på 3 forskellige skoler i hhv. Region Hovedstaden samt Region Midtjylland.
Metodekombinationen
Vi har i projektet været optaget af at skabe et nyt workshopformat, der bygger på metoderne "Fictional Inquiry" samt "Fremtidsværksteder." De to metoder supplerer hinanden ved at præsentere vidt forskellige måder at opnå nye erkendelser på. Fremtidsværksteder (FV) er en metode med fast struktur, hvor en gruppe deltagere i fællesskab kritiserer og identificerer problemer i en given praksis, hvorefter de igennem forskellige faser arbejder hen imod at udvikle konkrete forslag og handlingsplaner til, hvorledes man kan forandre og forbedre praksis. Hver fase har forskellige formål og bygger videre på de centrale diskussioner, hovedpointer og resultater, som deltagerne er kommet frem til fra forrige fase.
Fictional Inquiry (FI) er en participatorisk designmetode, der sigter mod at skabe samarbejde gennem en fiktiv ramme. Fordelen ved metoden er, at den tillader designere at omgå eksisterende normer og antagelser, der opstår i samspillet mellem mennesker og kulturen og disses påvirkning på hinanden Metodens fiktive rammesætning giver både læreren mulighed for at stille spørgsmål, som ellers ikke ville være passende, men også eleverne at tænke i løsninger, der ikke er bundet af nuværende begrænsninger og udfordringer.
Vi sigter mod at undersøge, hvorvidt man igennem metodekombinationen og den narrative ramme kan skabe en perspektivforskydning, hvor fokus ligger på et kritisk blik på de sociale mediers indlejrede intentioner fremfor en kritik af
elevernes vaner og brug af sociale medier.
Workshoppens opbygning
#NoFiSouls workshoppen er et afgrænset undervisningsforløb opbygget i forskellige faser og er tiltænkt at skulle gennemføres på en fagdag, hvor eleverne har 5-6 lektioner til at gennemføre workshoppens fire missioner.
Forberedelser
Før workshoppen afholdes skal læreren inddele eleverne i 3-4 mands grupper. Hver gruppe udvælger et socialt medie, som de er motiverede for at arbejde med. Til hver gruppe forberedes en CASEFILE (en stor mappe/kuvert), som indeholder workshoppens fire missioner samt et brev fra Trinity. Før workshoppen afholdes anbefaler vi, at
eleverne får mulighed for at foretage informationssøgning om deres valgte sociale medie, således at workshoppens missioner giver mulighed for at eleverne kan supplere personlige erfaringer med faktuelle oplysninger.
Workshoppens opbygning
#NoFiSouls-workshoppen begynder med en introduktion til dagen. Efterfølgende bevæger eleverne sig ind i et nyt rum, hvor en plakat med “Kun adgang for særligt inviterede” indikerer vores scene. Rummet er indrettet med plakater og arbejdsborde som klassens (fraktionens) “hovedkvarter”. Belysningen er dæmpet og en introduktionsvideo afspilles med stemningsskabende underlægningsmusik, når eleverne træder ind i lokalet. På bordene ligger logoerne for de sociale medier, som grupperne fordeler sig efter. Læreren fortæller, at hun/han har modtaget et brev fra Trinity Morpheus, der ønsker elevernes hjælp og afspiller videoen “Brevet fra Trinity.” Og så er dagens workshop igang...
Workshoppen er opbygget af 4 designorienterede missioner, som støtter eleverne i at udarbejde en konstruktiv undersøgelse af deres valgte sociale medie.
Mission 1 - Eftersøgning
I mission 1 “Eftersøgning” undersøger eleverne deres sociale medie, dels gennem egne erfaringer suppleret med informationssøgning samt kritiske artikler. Resultatet formidles gennem en eftersøgningsplakat ved brug af SkoleTube værktøjet Easl.ly eller Canva. Mission 1 søger at åbne elevernes forståelse af problemfeltet i en divergent proces, når de formidler mediets problematikker og gradvist afmaskerer dets intentionalitet.
Mission 2 - Break-up
I mission 2 “Break-up letter” tager eleverne afstand fra de elementer, de ikke bryder sig om ved det sociale medie. Det gør de ved at udforme et ‘break-up letter’, som en performativ og humoristisk lydbesked målrettet til det sociale medie, som de ‘slår op’ med. Mission 2 bruges til at italesætte de problematiske elementer ved det sociale medie og sigter dermed mod at skabe en perspektivforskydning, der tillader eleverne at forholde sig kritisk til dem.
Mission 3 - Manifest
I mission 3 “Manifest” bruger eleverne deres erkendelse fra de foregående missioner til at opsummere, hvilke krav de ønsker at stille til deres sociale medie. Det gør de gennem nogle dogmer, som de udformer med inspiration fra hjælpekort med sætningsstartere. I mission 3 tager eleverne beslutninger om, hvilke dogmer de ønsker at arbejde videre med og indsnævrer dermed problemfeltet.
Mission 4 - Redesign
I mission 4 “Re-design” udarbejder eleverne et redesign af det sociale medie, hvor de ændrer elementer ved dets brugergrænseflade, grafiske fremtoning eller funktioner for at imødekomme principperne fra manifestet (mission 3). Mission 4 har fokus på, at eleverne konstruktivt undersøger, hvordan det sociale medie kan produceres, så de ikke har en negativ indflydelse på individ, fællesskab og samfund og dermed forbedrer praksis.

EKSEMPLER PÅ ELEVPRODUKTIONER
Hvem står bag #NoFiSouls?
#NoFiSouls workshoppen er udviklet i tæt samarbejde mellem forskere samt lærere fra praksis. Herunder kan du se, hvem der har bidraget til udviklingen af workshoppen.